Danmark har de seneste år budt på meget lange perioder uden regn. Vi husker nok alle 2018 med 3 måneders tørke, og 2022 bød da også på høj sol og mange meget varme dage i august. Som haveejer kommer du derfor ikke udenom at vande. Når du vander skal du blot huske på at gøre det på det rigtige tidspunkt og i rette mængder.

Vand haven rigtigt i en tørketid

Du ved, hvornår du skal vande ved at stikke en finger i jorden og mærke om jorden er fugtig 2 cm nede. Er den ikke det, skal du vande.

I en tørketid vil selv de mest hårdføre planter og træer have brug for vand: Nyere frugttræer, rhododendron, timian og andre urter vil også kræve, at du vander dem, hvis de ikke skal gå ud.

Når du skal vande, så sørg for at vande i bunden af planten, så vandet ikke fordamper for hurtigt. Det er særligt vigtigt i en tørketid at vande tidligt om dagen og / eller sent om aftenen, når solen ikke bager.

Hvilke planter skal du vande?

De planter, der har mest brug for vand, er dem, der ligger i fuld sol. Særligt bed der har meget bar jord vil hurtigere tørre ud og få en hård overflade. Skulle vi være så heldige at få noget vand fra oven en enkelt dag midt i en tør periode, er der dermed også risiko for, at det bare løber af overfladen i stedet for at trænge ned i jorden.

Hvad skal du ikke vande?

Træer og buske har sjældent brug for vand. Det har græsplænen heller ikke. Selv om du ikke vandede din plæne i 3 måneder i 2018, kom den jo fint igen. Så spar på vandet og sluk i stedet for robotten eller lad græsslåmaskinen stå i de meget tørre perioder. Hvis din robot skal køre en tur, fordi du har dele af græsplænen, der stadig gror lidt, så indstil den på højeste indstilling (typisk det der hedder 6), når den skal køre en tur.

Vanding af bede, højbede og krukker

Til nyplantede hække og buske er drypvanding eller siveslanger idéelt. Brug meget gerne træflis eller barkflis til at dække jorden, så den holder på fugten. Samtidig beskytter du også mod frost om vinteren.

Drivhuset, krukker, højbede, køkkenhaven og dine bede, særligt dem med planter og stauder i fuld sol, skal du vande jævnligt. I varme og tørre perioder både morgen og aften / nat, når solen er gået ned.

Til dine højbede og krukker er det også en god idé med et drypvandingssystem.

Bolius har et simpelt tip til at sørge for at dine krukker får godt med vand vha. en hjemmelavet selvvandingskolbe: Stil en fyldt vandflaske på hovedet ned i jorden i krukken. 

Hvor meget skal du vande?

En grundregel er, at du skal vande mellem 20 og 30 liter pr. kvadratmeter. Ja, det bliver til en del vand, hvis du har mange bede.

Og vand er dyrt, så det er en god idé at have samlet regnvand op i foråret. Hav gerne én eller flere regnvandstønder. En god vandkande er også vigtig til vanding.. Om du er til metal eller plast, så vælg en der passer i størrelsen til dig. Vælg en 8 liters vandkande, hvis du synes det er for tung og besværligt at gå med de større kander, der rummer 10 eller 12 liter.

Følg også med i DMI's tørkeindeks her.

31. maj, 2023 — Henriette Fog